Hvis ikke jeg allerede vidste, at jeg var omgivet af dejlige mennesker og søde elever, så ved jeg det i hvert fald nu! I søndags d. 2. februar bød vi indenfor til åbningsreception i vores nye studie på Bülowsvej 35 på Frederiksberg – og i samme ombæring skulle vi selvfølgelig fejre balletskolens 3 års fødselsdag.
Der var kage, bobler, saft og snacks. Vores underviser Laura, der i denne sammenhæng også går under navnet Creative Facez, stod for flot ansigtsmaling til børnene, mens flere af vores elever bidrog med fine optrædener og videregav ballettrin og danseerfaring til de små tilskuere. Og så var der virkelig mange gæster, der kom for at “se giraffen”.
Tak til alle, der kom forbi. Jeg er dybt taknemlig for det store fremmøde og al den opbakning, jeg får. Nu glæder jeg mig endnu mere til, at studiet bliver taget i brug og fyldt op med danseglade elever.
Af hjertet tak!
Pi